google-site-verification: google91e6014240fb45db.html
 

Jæger Latin!

På samme måde som sportsgrene og fagområder har sit eget indforståede sprog, har jægerne også deres særlige sprog - jægerlatin.

Er du selv jæger eller kender du en, så har du sikkert hørt nogle af de mange, ofte mærkelige ord. Og kender man dem ikke, kan man jo altid fornøje sig med at se nedenstående meget lille udpluk.

 

Vær opmærksom på, at man i mange egne kan have en lidt afvigende lokal forståelse af nedenstående begreber!

 

Affange: Aflive vildt, der er anskudt, og derfor ikke dræbende skudt

 

Afblæse/Blæse af: Hornsignal afgivet med tre dybe toner, når drevet er forbi

 

Afrette: Oplære f.eks. hund til jagt

 

Afskydning: Bortskydning af overtalligt vildt på reviret

 

Aftentræk: Andefugles træk for fødesøgning, eller aftenjagt på ændre på træk

 

Allez: ordre til en hund om at gå fremad (fra fransk allez: De skal gå frem)

 

Ande-/fuglekøje: Gammel fangstmetode til indfangning af ænder - den nu eneste eksisterende andekøje findes på Fanø

 

Anskudt: Såret men ikke dræbt vildt

 

Apport: Ordre til hunden om at bringe vildtet hen til jægeren

 

Bagpost: Skytte placeret bag klapperkæden

 

Fangst: Aflive et ikke ihjelskudt vildt eller indfangning af vildt

 

Fejning: Hjortevildtets afgnidning af basten eller bukkens/hjortens markering af sit territorium ved at gnide takkerne på træer mv. og derved afsætte lugt

 

Forlægge: Udskære hjortevildtet til videre bearbejdning i køkkenet

 

Forløb: Forben af vildt eller geværløbet, der aktiveres af forreste aftrækker

 

Fært: Lugt fra levende væsener

 

Gaffelbuk: Råbuk med to sproser på hver stang

 

Gammelrå: Rå der har sat lam

 

Genikker: Kniv til aflivning i nakken af anskudt råvildt

 

Gevir: Hjortenes takker, som kastes og dannes på ny hvert år

 

Grandelle: Kronhjortens hjørnetand i øvre kæbe. Et trofæ.

 

Grøn jæger: Ungjæger (ny jæger)

 

Halse: Hundens gøen

 

Havgasse: Lom

 

Hinter: Ordre til en hund om at gå bag ved sin herre

 

Hjort: Hjortevildtets (kronvildt, dåvildt, sikavildt) hanner - NB. Rådyrets han hedder buk

 

Hochsitz: skydeplatform der er hævet

 

Hirschfänger: Dolk til at dræbe hjort. Del af tjenesteuniformen for statsskovenes tjenesteuniform

 

Indspring: Anordning i et vildthegn, så vildtet for mulighed for at springe over hegnet (ind i i indhegningen)

 

Jagt begynd: Særligt hornsignal der blæses ved hvert drevs begyndelse

 

Jagt forbi: Særligt hornsignal der blæses ved hvert drevs afslutning

 

Jagtfeber/Bukkefeber mv.: Nervøsitet når man skal skyde (hjortevildt). Mange skud har ikke ramt fordi skytten har været grebet af jagtfeber!

 

Jagtfiskal: En jagtdeltager som dømmer de enkelte jægeres forseelser mod god

 

jagtmoral - og uddeler bøder med muntre begrundelser!

 

Jagthorn: Horn til at afgive signal; kan ofte høres over lange afstande, og bruges til at kommunikere mellem drivere, skytter og hundeførerne

 

Jagtprøve: Prøve der skal aflægges for at få jagttegn, så jægeren kan få lov at udøve jagt

 

Jagtsti: En sti til at opøve færdigheder, f.eks. at bedømme afstande, opfatte hvorfra en lyd kommer, genkende silhuetter, prøve færdighed i sikkerhed osv.

 

Jæger: Person som udøver jagt

 

Kaliber: For haglvåben anvendes f.eks. kaliber 12 eller 20, som angiver det antal af blykugler af den pågældende diameter, som gik på et pound rent bly (454 g). For kuglevåben (rifler mv.) angives kaliberen i mm (engelsk tommer) svarende til rørets indvendige tværmål

 

Kalv: Unge af krondyr, då eller sika

 

Kammerherre-/Kongepost: Den bedste post/skydeplads i en såt

 

Kastestang: Stang der er naturligt afkastet fra hjortene - kan ofte findes i naturen, i meget sjældne tilfælde kan man finde begge stænger

 

Kedel: Det egentlig bo i en ræve- eller grævlingegrav

 

Klapjagt: En jagtform hvor vildtet drives frem mod jægerne med støj og/eller hunde med klappere

 

Knorte: Sneppens lyd i en parringsflugt (om aftenen)

 

Korn: Sigtemidlet på et våben uden elektronisk sigte består af to dele; forreste del hedder kornet, bageste del er typisk en kærv

 

Krageugle: En efterligning af en stor hornugle opsat på en pæl for at lokke krager til

 

Kramsfugle: Fugle af drosselfamillien, f.eks. solsort, misteldrossel. Tidligere en stor delikatesse i Danmark

 

Krybskytte: En jæger der driver ulovlig jagt på anden mands jord

 

Lam: Råvildtets unger - kaldes rålam (hun) hhv. bullelam (han)

 

Lerdue: En lerskive (med konisk form) som slynges af sted af en kastemaskine; skytten skal så forsøge at ramme. Bruges til at øve sig i skud på

 

Lette: Når fuglevildtet frivilligt går frem mens det er i dækning

 

Levere: Melde om skudt vildt, som er samlet op og afleveret til f.eks. jagtherren

 

Links: Skytte hvis bedste øje - "mesterøje" - er det venstre. Betyder normalt at bøssen skal være specialbygget (linksbøsse) for at skytten kan ramme

 

Listejagt: Jagtform hvor jægeren sniger sig ind på vildtet, ofte alene

 

Lunte: Rævens hale

 

Lygte: Rævens hale, jfr. den hvide spids på en rævehale

 

Lys: Harens øjne

 

Løb: Benene på løbende vildt eller set skydevåbens rør

 

Løbetid: Parringsperioden for hunde og ræve

 

Löffler: Harens ører

 

Moseand: Enten restauranters betegnelse for en ret tilberedt af mange forskellige fuglearter (og altså ikke nødvendigvis af and) eller en betegnelse for gråand

 

Muse: Ræv på musejagt muser, ligesom en falk eller musvåge som svæver i luften efter mus siges at muse

 

Nattesæde: Vildtets eller fugles nat opholdsted

 

Nødden: I en bøsselås er det hanens aksel eller de ydre kønsdele på rovdyrs og hundes hundyr

 

Nådeskud: Aflivning af anskudt vildt ved skud

 

Pande: Brættet hvorpå det skudte vildts takker placeres, eller en jagtdug anvendt til at skræmme/lede vildtet hen imod jægerne

 

Parforce: Jagtform hvor en flok ryttere med hjælp af en flok hunde, driver vildtet til vildtet står stille af udmattelse. Herefter er det den særligt udvalgte som får lov at give dyret nådesstødet. De Nordsjællandske skoves snorlige veje stammer fra 1670'erne og er resterne af Chr.V’s interesse for parforcejagt

 

Parole: Jagtlederens meddelelse inden jagten om dagens ordensregler

 

Parykbuk: Buk hvor takkerne (opsatsen) ikke som normalt fældes, men fortsætter sin vækst.

 

Penselfjer: Den rudimentære første håndsvingfjer på sneppen. Betegnelsen kommer af fjeren bruges til porcelænsmaling

 

Pisse hare: Tømning af urinblæren hos en hare for at urinen ikke skal ødelægge smagen af kødet eller i øvrigt grise dyret til. Mange forsynder sig mod det!

 

Pisten: Del af en sneppes lyd under parringsflugt

 

Pladsbuk: Den buk som er Bukken i et område

 

Prelle: En stående jagthund der vil løbe efter hønsefugle, f.eks. agerhøns, eller en hare, så jægeren ikke kan komme til at skyde vildtet

 

Præstehare: Sej, gammel hare - tidligere blev denne givet til præsten som hans tiende. Nok skulle man altså give tiende, men man behøves vel ikke give det bedste!

 

Pürsch: Jagtform hvor en jæger sniger sind på skudhold af vildtet

 

Ramler: Hanharen

 

Raste: Hvil/ophold for fugle under træk

 

Rejse: Når vildtet tvinges frem mens det er i dækning

 

Remise: En beplantning tilplantet med buske/træer mv. for at give vildtet læ samt et skjule- og/eller ynglested

 

Revir: Et jagtområde

 

Rode: En hund roder hvis den ikke kan finde den skudte fugl

 

Rolletiden: Tiden hvor ræven parrer sig

 

Rovjæger: En jæger som skyder alt vildt bort eller en jæger som lokker naboens vildt til for at skyde det - en meget ugleset person!

 

Rudel: Flok af hjorte. NB. Hvis det er råvildt hedder det et spring

 

Rævesøvn: En tilsyneladende helt død ræv rejser sig i et ubevogtet øjeblik og forsvinder! Og det er ikke løgn at det kan ske!

 

Rå: Hunrådyret

 

Rådyr: Hjorteart

 

Råbuk: Hanrådyret

 

Rålam: Op til et år gammel hunrådyr

 

Schweiss: Blod, benstumper, hår mv. fra et ramt hårvildt. NB. Skovsneppens blod hedder derimod farve!

 

Sika: Hjorteart indført år 1900 til Danmark, første gang på Svenstrup Gods på Midtsjælland

 

Skogre/Skrogge: Lyden fra hønsefugle, brushøns og snepper fra hanfuglen (kokken) under parringsspillet

 

Skovl/skuffel: Den del af dåhjortens taller som udgør en slags plade

 

Skudhold: Den afstand som er rimelig for at kunne dræbe vildtet med et skud; varierer mellem de forskellige arter. Udgør del af pensum, når man skal tage jagttegn.

 

Skytte: En jæger som er bevæbnet med f.eks. gevær eller riffel samt en professionel ansat jæger, f.eks. på et gods

 

Smaldyr: Over 1 år gammel hundhjort, som endnu ikke har fået afkom (kaldes smaldå/smalhjort/smalrå afhængig af hjorteart)

 

Smele: Rådyrets advarselsbrøl

 

Spejl: Den lyse del af hjortevildtets bagende

 

Spil: Hønsefugles, brushøns og sneppers parringsleg

 

Spring: En flok råvildt eller at skyde en hare, når den rejser sig fra sit leje

 

Stente: En trappe over et hegn

 

Stikker: Harens ben, patron/projektil der bliver siddende i kammeret/løbet eller ved jagt fra kravlepram på en fjord, hvor stikken (en lille træstav) bruges som "årer" til at komme tæt på fuglene

 

Stille: Når en hund bringer et vildt til standsning

 

Stille an: Opstilling af en klapperkæde

 

Stille for: Opstilling af skytter ved en klapjagt

 

Stjerten: Halen hos fugle med lang hale, jf. fuglearten Vips-stjert

 

Strejfe: Aftage et skind på pelsvildt, vildtets vandring omkring, en hunds ukontrolleret jagt på vildt (ildeset blandt øvrige jægere) eller skud som kun rammer overfladisk

 

Stænger: Hovedgrenen på hjortevildtets takker eller fugles ben

 

Stå af: Når man har ramt en fugl godt, så er den stået af

 

Stå for: En skytte som er sat på post eller en hund der tager stand (på et vildt)

 

Suppejæger: En der kun deltager i frokosten men ikke i selve jagten

 

Svansen: Rævens hale

 

Sætter: Hunharen

 

Såt: Den del af et jagtområde, som der jages i under en klap- eller drivjagt

 

Søndagsjæger: Uøvet jæger - ofte med et meget fint udstyr. Det er ikke en ros at blive kaldt søndagsjæger!

 

Tage stand: Når en hund viser en jæger hvor vildtet gemmer sig - sker ved f.eks. at stå stille og stivne

 

Takker: En ben dannelse på hovedet af hjortevildtet. Kaldes gevir hos hjorte, opsats hos råbuk

 

Talskytte: En jæger som går mere op i antallet af dyr han nedlægger end måden, det sker på. Det er ikke en ros at blive omtalt som en talskytte!

 

Tegne: Når vildtet reagerer på et skud

 

Tiro: Skyd højt! Råb når der skal skydes højt - fra fransk tire haut

 

To: Hårvildtets bløde hår

 

Trampejagt: Jagtform hvor man tramper af sted over marken og skyder hvad man "tramper op"

 

Tæve: Hundyret af hunde, ræve og mink

 

Varto: Skyd lavt! Råb når der kommer løbende vildt - fra gl. dansk var tho (dig)

 

Vildt: Frit levende pattedyr og fugle som er genstand for jagt

 

Vildtparade: Afslutningen af en selskabsjagt, hvor dagens udbytte fremvises. Jagtdeltagerne overværer vildtparaden, hvor jagtherren oplæser dagens resultat, og der derefter blæses "jagt forbi" med et horn, mens deltagerne blotter deres hoved i ærbødighed for vildtet. Vildtet lægges i rækkefølgen: Ræv (finest), Bukke (evt. med sneppe i opsatsen), råer og lam, harer, fasanhane, fasanhøne, andet vildt

grydetrold@webspeed.dk----skovtrolden@youmail.dk----www.skovtrolden.mono.net
Lav din egen hjemmeside med mono.net
AT JAGE ER AT LEVE!